Islandsk professor og lektor på CBS skal hjælpe erhvervskometer til nye højder.

Den anerkendte islandske forretningsudvikler Eythor Ivar Jonsson kommer til at stå i spidsen for et helt nyt acceleratormiljø for virksomheder med globalt potentiale, der i løbet af sommeren etableres i Nykøbing Falster. Eythor Ivar Jonsson har en doktorgrad i business administration og er tilknyttet Copenhagen Business School (CBS) som ekstern lektor i strategisk ledelse og internationalisering.

Europæisk ekspert

Acceleratormiljøet er finansieret af Guldborgsund Kommune med erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster som udførende operatør.
“Det har været vigtigt for os at finde en profil til vores acceleratormiljø, der både brænder for at hjælpe virksomheder til vækst, men som også er meget stærk på både det teoretiske og praktiske niveau og kan dokumentere konkrete resultater. Og det kan Eythor Ivar Jonsson i overbevisende grad med mere end 1.000 start-ups, der har haft gavn af hans programmer og tiltag. Jeg er meget glad for, at det er lykkes os at tiltrække en af de mest erfarne kapaciteter i Europa inden for dette område”, siger Guldborgsunds borgmester, John Brædder.

Islandsk iværksætter-ikon

Eythor Ivar Jonsson har etableret adskillige acceleratormiljøer siden 2008, hvor han etablerede den første i sit hjemland Island, hvor han af flere beskrives som grundlæggeren af det islandske iværksættermiljø. Næste år er han formand for den europæiske konference om ledelse, EURAM, som samler universiteter og andre aktører fra 49 lande.

“Jeg glæder mig meget til at arbejde med det høje ambitionsniveau. Med vores accelerator får vi sat Nykøbing Falster på det europæiske landkort. Vi vil udfordre virksomhederne til at udnytte deres fulde vækstpotentiale ved at skræddersy forløb for hver enkelt virksomhed”, udtaler Eythor Ivar Jonsson.

Import af eksportsucceser

Hos erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster understreger adm. dir. Mikkel Wesselhoff, at det nye acceleratormiljø vil have fokus på enhver virksomhed med et markant vækstpotentiale.
“Vi skaber nu et ambitiøst vækstmiljø, der kan være med til at skabe endnu flere lokale arbejdspladser. Det er vigtigt, at vi her i området tilbyder et unikt acceleratormiljø, som er attraktivt for internationale virksomheder”, siger direktøren.

Kontakt:

Mikkel Wesselhoff, adm. dir.
Mobil: 4038 2436
E-mail: mw@businesslf.dk

Eythor Ivar Jonsson
Mobil: 2214 9950
E-mail: ej.smg@cbs.dk

Christian Smith, Erhvervs- og udviklingschef, Guldborgsund Kommune
Mobil: 2518 1998
E-mail: chsm@guldborgsund.dk