En af deltagerne i lokalt vækstakademi for udenlandske virksomheder undersøger muligheder for at bruge Lolland-Falster som springbræt

Michel Wettstein fra Letland er bankuddannet og skulle egentlig have handlet med værdipapirer. Men han valgte i stedet at ændre verden med grønne ærter. Dette efterår har direktøren i den lettiske virksomhed Nature Foods taget ophold på Lolland-Falster for at kunne udbrede virksomhedens ærtebaserede fødevarer til andre dele af verden end de nuværende markeder, Letland og Tyskland.

NatureFoods_MichelWettstein“Jeg kom til Lolland-Falster med en masse problematikker omkring forretningsudvikling, jeg ville have styr på, og så havde jeg en ambition om at knytte nye kontakter og få indsigt i mulighederne for at etablere produktion i Danmark”, fortæller Michel Wettstein. Den konkrete destination for hans forretningsmæssige opdagelsesrejse er Growth Train i Nykøbing Falster, som Business Lolland-Falsters vækstskole for ambitiøse iværksættere og vækstvirksomheder.

 

Årlig begivenhed

Hvert efterår siden 2017 har Growth Train inviteret virksomheder inden for landbrugs- og fødevaresektoren fra hele verden til et syv ugers program, hvor de modtager undervisning, sparring fra lokale og nationale fageksperter med henblik på at bryde igennem som globale virksomheder. I år er otte virksomheder udvalgt blandt godt hundrede ansøgere.

“Det er et super effektivt program. Vi har forskellige mentorer med forskellig baggrund, og vi har mulighed for at blive sat i kontakt med lokale landmænd. Og så er der en meget praktisk tilgang til tingene, bl.a. fordi vores undervisere bringer erfaring med fra konkrete virksomheder”, fortæller Michel Wettstein.

 

Uventet bonus

Han fortæller, at han søgte om at deltage på grund af indholdet af programmet, og ikke pga. beliggenheden. Men det skulle alligevel vise sig, at beliggenheden kan få stor betydning for hans virksomhed.

“Jeg vidste ikke, at landbrug var så stort i Danmark”, siger Michel Wettstein, der nu er i gang med at vurdere mulighederne på Lolland-Falster. Nature Foods’ produkter er mælkelignende drikke samt snacks og müsli, alt sammen baseret på grønne ærter. Og lige præcis Lolland-Falster er et rigtig godt sted at dyrke ærter.

 

Oplagt placering

“Lolland-Falster er en fantastisk lokation med det rette klima og med den rette placering i forhold til at kunne nå ud til markeder i Skandinavien, Tyskland og England. Lige nu er vi ved at vurdere en masse information, og der er rigtig meget, der giver mening. Der er en enorm forståelse for landbrug i Danmark, og her lokalt er der masser af talent inden for branchen”, siger Michel Wettstein.

De næste ærte-baserede produkter er også i planlægning. Yoghurt, proteindrinks og is og senere creme fraiche, ost og smør.

“Vi er overbevist om, at plantebaserede fødevarer, der dyrkes og produceres på en miljømæssigt bæredygtig måde, er fremtiden for det globale fødevaremarked”, slutter direktøren.

 

KONTAKT
Nature Foods  |  Happea
Email: Michel Wettstein